Topsil   Produkter/Service   Teknologi   Investor Relations   Kontakt   Job   Sitemap  

Send til en ven    Print    English   

Interne regler for behandling af intern viden

Nærværende interne regler er indført i medfør af Del II, afsnit 3, kap. 2, § 7 i ”Oplysningsforpligtelser for udstedere af værdipapirer noteret på Københavns Fondsbørs A/S"(bilag 1), Lov om Værdipapirhandel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 843 af 7. september 2005 med de ændringer, der følger af lov nr. 1428 af 21. december 2005 og lov nr. 116 af 27. februar 2006. Der gøres især opmærksom på reglerne i værdipapirlovens kapitel 10, § 34-39 (bilag 2).

Reglerne gælder for:

  1. Medlemmer af bestyrelse og direktion.
  2. Andre ledende eller særligt betroede medarbejdere, samt medarbejdere der i øvrigt kommer i besiddelse af intern viden.
  3. Selskabets samarbejdspartnere (revision, advokat & konsulenter), der regelmæssigt eller i enkeltstående tilfælde får adgang til intern viden.

Ovennævnte personkreds kaldes ”insidere” nedenfor.

1. Intern viden
Ved intern viden forstås ikke-offentliggjorte, specifikke oplysninger om selskabet, som kan antages mærkbart at få betydning for kursdannelsen på et eller flere værdipapirer, hvis oplysningerne blev offentliggjort.

Oplysninger anses for offentliggjorte, når der er modtaget kvittering fra Københavns Fondsbørs, og oplysningerne er videresendt til markedet af Københavns Fondsbørs.

Specifikke oplysninger er oplysninger, der:

  • vedrører forhold, der foreligger eller med rimelighed kan forventes at komme til at foreligge, eller en begivenhed, der er indtrådt eller med rimelighed kan forventes at indtræde, og
  • er tilstrækkelig præcise til, at der kan drages en konklusion med hensyn til de pågældende begivenheders eller forholds forventede indvirkning på kursdannelsen på de pågældende værdipapirer.

Oplysninger, som må antages mærkbart at få betydning for kursdannelsen på et eller flere værdipapirer er oplysninger, som en fornuftig investor må antages at ville benytte som en del af grundlaget for sine investeringsbeslutninger.

Følgende forhold kan eksempelvis anføres:

  • Årsregnskabsmeddelelser, delårsrapporter og ændringer i resultatforventninger
  • indkaldelse til/resumé af generalforsamlinger
  • ændringer i bestyrelse, direktion, revision og væsentlige ændringer i den ledende medarbejderstab
  • introduktion af incitamentsprogrammer og ekstraordinære bonusordninger
  • beslutning om ændringer i kapitalforhold
  • transaktioner mellem selskabet og dets nærtstående, der ikke foretages som led i den almindelige forretningsmæssige drift.
  • større udvidelser eller indskrænkninger af selskabets aktiviteter
  • køb eller salg af større anlægsaktiver, herunder fast ejendom
  • konjunkturudsving af særlig betydning for selskabet
  • indgåelse eller opsigelse af større samarbejdsaftaler
  • indgåelse eller ophævelse af større kontrakter
  • betydelig gevinst eller tab for enkelte dispositioner
  • væsentlige forskningsresultater
  • væsentlige nye produkter
  • større nye markeder eller bortfald af samme
  • større investeringer
  • retstvister anlagt af eller imod selskabet, såfremt udfaldet heraf skønnes at kunne få væsentlig betydning
  • likvidation, betalingsstandsning, konkursbegæring m.v.
  • forslag om fusion med et andet selskab
  • væsentlige forslag til vedtægtsændringer
  • overdragelse af en majoritetspost i selskabet, som bestyrelse eller ledelse er inddraget i eller har kendskab til.

2. Videregivelse af intern viden
Den, der er i besiddelse af intern viden, må ikke videregive denne viden til andre, medmindre videregivelsen er et normalt led i udøvelsen af vedkommendes beskæftigelse, erhverv eller funktion i selskabet. Samtidig skal insideren sikre sig, at den pågældende viden kun videregives i nødvendigt omfang til personer, der har behov for at modtage oplysningerne som led i deres arbejde.

3. Køb og salg af aktier med intern viden
Insidere må ikke foretage køb eller salg eller opfordre til køb og salg af aktier i Topsil på baggrund af viden, som kan være af betydning for handlen. Det er heller ikke tilladt for insidere at udføre eller deltage i spekulationsforretninger vedrørende aktier i Topsil.

Der henvises i øvrigt til Topsils regelsæt for handel med egne aktier og insideres handel med aktier og andre værdipapirer i Topsil.

4. Sikring af intern viden
Direktionen i Topsil skal sørge for, at insidere omfattet af nærværende regler, har modtaget kopi heraf, og kvitterer for at have læst og accepteret indholdet.

Regelsættet er suppleret med en tavshedsklausul i selskabets forretningsorden, der er tiltrådt af selskabets bestyrelse og direktion.

Reglerne for behandling af intern viden indføjes i Topsils personalehåndbog på intranettet. Ved ansættelse af nye medarbejdere skal disse udtrykkeligt gøres opmærksom på reglerne. Samtlige medarbejdere orienteres straks om de nye reglers ikrafttræden, og at reglerne findes i personalehåndbogen.

Der er i Topsils ISO-system en instruktion (I-5004) om behandling af fortrolig information, og et kortsystem sikrer, at uvedkommende ikke kan færdes uhindret i virksomheden.

Følgende passus er indført som standard i selskabets ansættelseskontrakter:
”Medarbejderen har pligt til såvel under ansættelsesforholdet som efter eventuel fratrædelse at iagttage ubetinget tavshed om selskabets forhold, og hvad han i øvrigt måtte blive bekendt med som følge af sin stilling, og som ifølge sagens natur ikke bør komme til tredjemands kendskab.”

Samtlige medarbejdere i selskabet har fået pålæg om, at det ikke uden forudgående aftale med direktionen er tilladt at udtale sig om virksomheden, det være sig til finansanalytikere, banker, investorer, aktionærer, pressen eller andre udenforstående personer.

Selskabets receptionist er pålagt, at alle henvendelser vedrørende aktier, aktiehandler, omsætning, resultatforventninger, osv. kun må besvares af direktionen.

I forhold til eksterne rådgivere og samarbejdspartnere skal disse inden indledning af samarbejdet underskrive en hemmeligholdelseserklæring, der forpligter samarbejdspartnere, deres medarbejdere og evt. underleverandører til at hemmeligholde alle oplysninger om selskabet, der måtte komme til deres kendskab, også efter samarbejdets ophør, jf. bilag 3 til nærværende interne regler.

Selskabets insidere er gjort opmærksomme på, at overtrædelse af tavshedspligten – uden præjudice for anvendelse af andre sanktioner – medfører straf i henhold til Aktieselskabslovens og/eller værdipapirhandelslovens bestemmelser herom, hvis ikke højere straf er forskyldt i medfør af borgerlig straffelov samt erstatningspligt efter dansk rets almindelige regler.

Det påhviler den enkelte insider at sikre, at alt materiale, som modtages skriftligt eller elektronisk, behandles fortroligt og opbevares på betryggende måde. Materialet må således ikke ligge frit tilgængeligt, således at uvedkommende forsætligt eller uforvarende kan få kendskab til intern viden. Der skal udvises særlig omtanke, hvis fortrolige dokumenter fjernes fra virksomheden til insiderens bopæl eller andre lokaliteter.

Det påhviler den enkelte insider at sikre sig, at alle fortrolige dokumenter destrueres, inden de bortsmides.

Elektroniske arkiver med fortroligt materiale skal i videst muligt omfang gøres utilgængelige for uvedkommende. Intern viden må kun sendes via e-mail, hvis insideren har sikret sig, at oplysningerne kun modtages af de tilsigtede personer. Der henvises i øvrigt til Topsils generelle bestemmelser om IT-sikkerhed.

Direktionen er stedse forpligtet til at sikre, at der er oprettet en fortegnelse over de personer, der af selskabet anses for at have adgang til intern viden, og at denne fortegnelse ajourføres og på evt. forlangende udleveres til Københavns Fondsbørs og/eller Finanstilsynet.

Direktionen er forpligtet til at sørge for offentliggørelse af intern viden hurtigst muligt, såfremt direktionen måtte konstatere, at videregivelse af sådan intern viden har fundet sted i strid med disse regler.

5. Ikrafttræden
Disse regler træder i kraft 15. marts 2007 og gælder, indtil de tilbagekaldes eller erstattes af andre regler. Indholdet i nærværende regelsæt vil mindst én gang årligt blive revurderet.

Regelsættet vil på begæring blive udleveret til Københavns Fondsbørs og/eller Finanstilsynet.

Godkendt af bestyrelsen for Topsil Semiconductor Materials A/S den 21. februar 2007.

Regler for behandling af intern viden i PDF


...........................................................................................................................................................................................



Bilag 1 – Oplysningsforpligtelser for udstedere af aktier på Københavns Fondsbørs A/S
§ 7 – Interne regler til sikring af at intern viden ikke uberettiget videregives

Selskaberne skal – tilpasset det enkelte selskabs individuelle karakter og virksomhedsområde – udarbejde interne regler med det formål at hindre, at intern viden er tilgængelig for andre end dem, der har behov herfor.

Stk. 2. Reglerne skal efter anmodning udleveres til Københavns Fondsbørs.

Kommentar: Bestemmelsen følger for stk. 1’s vedkommende værdipapirhandelslovens § 37, stk. 2, 1. pkt.
De interne regler bør – udover de i værdipapirhandelslovens § 37, stk. 3, nævnte bestemmelser – indeholde bestemmelser om:

  • Hvad der typisk anses for at være intern viden,
  • Hvorledes der sikres fortrolighed i forhold til medkontrahenter, rådgivere, m.v.
  • Hvorledes fortrolig information opbevares,
  • Hvilke procedurer, der sikrer, at selskabet til enhver tid er i stand til over for Fondsbørsen at redegøre for, hvem der på et givet tidspunkt har haft adgang til intern viden og
  • Hvem der må udtale sig på selskabets vegne.

Selskabets ledelse bør med jævne mellemrum og mindst en gang årligt revurdere indholdet af de interne regler. Selskabet skal til stadighed sikre sig, at ledelsen og andre relevante medarbejdere er bekendt med indholdet af de interne regler.

......................................................................................................................................................

 

Bilag 2 – Værdipapirlovens kapitel 10

Misbrug af intern viden, kursmanipulation og foranstaltninger til modvirkning af markedsmisbrug

§ 34. Reglerne i dette kapitel omfatter misbrug af intern viden og kursmanipulation samt foranstaltninger til modvirkning af markedsmisbrug vedrørende

  1. værdipapirer, der er optaget til notering eller handel på en fondsbørs, en autoriseret markedsplads eller et tilsvarende reguleret marked for værdipapirer samt værdipapirer, for hvilke der er indgivet en anmodning om optagelse til notering eller handel på sådanne markeder, og
  2. værdipapirer, der ikke selv er omfattet af nr. 1, men som er knyttet til et eller flere værdipapirer som nævnt i nr. 1, samt andele omfattet af § 2, stk. 1, nr. 4.

Stk. 2. Ved intern viden forstås specifikke oplysninger, som ikke er offentliggjort, om udstedere af værdipapirer, værdipapirer eller markedsforhold vedrørende disse, som må antages mærkbart at få betydning for kursdannelsen på et eller flere værdipapirer, hvis oplysningerne blev offentliggjort. En oplysning anses for offentliggjort, når der er sket en for markedet generel og relevant videreformidling af denne. Som sådan offentliggørelse anses meddelelse til en fondsbørs, en autoriseret markedsplads eller et tilsvarende reguleret marked, når oplysningen er videresendt herfra.

Stk. 3. I stk. 2 forstås ved:

  1. Specifikke oplysninger: oplysninger, der

    a) vedrører forhold, der foreligger eller med rimelighed kan forventes at komme til at foreligge, eller en begivenhed, der er indtrådt eller med rimelighed kan forventes at indtræde, og

    b) er tilstrækkelig præcise til, at der kan drages en konklusion med hensyn til de pågældende begivenheders eller forholds forventede indvirkning på kursdannelsen på de pågældende værdipapirer.
  2. Oplysninger, som må antages mærkbart at få betydning for kursdannelsen på et eller flere værdipapirer: Oplysninger, som en fornuftig investor må antages at ville benytte som en del af grundlaget for sine investeringsbeslutninger.

Stk. 4. For værdipapirhandlere og disse virksomheders ansatte omfatter intern viden også oplysninger, som meddeles af en kunde og vedrører dennes endnu ikke udførte ordrer, forudsat at oplysningerne i øvrigt opfylder kravene i stk. 2 og 3.

Stk. 5. Ved handel med råvareinstrumenter udgør intern viden oplysninger, som ikke er blevet offentliggjort, men som direkte eller indirekte vedrører et eller flere af sådanne instrumenter, og som brugere af markeder, hvor sådanne instrumenter handles, forventer at modtage i overensstemmelse med accepteret markedspraksis for disse markeder. Brugere af markeder for råvareinstrumenter forventer at modtage oplysninger, som

  1. normalt stilles til rådighed for brugere af det pågældende marked eller
  2. skal offentliggøres i henhold til lov, bekendtgørelse, et regelsæt for det pågældende marked for handel med råvareinstrumenter, en kontrakt eller en sædvane på det pågældende marked for handel med råvareinstrumenter eller det underliggende marked for handel med råvarer.

§ 35. Køb, salg og tilskyndelse til køb eller salg af et værdipapir må ikke foretages af nogen, der har intern viden, som kan være af betydning for handelen.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på:

  1. køb af værdipapirer, der sker som et nødvendigt led i gennemførelsen af et fremsat offentligt købstilbud med det formål at få kontrol over et selskab, der har en eller flere aktieklasser optaget til notering eller handel på en fondsbørs, en autoriseret markedsplads eller et tilsvarende reguleret marked for værdipapirer, såfremt den interne viden er erhvervet i forbindelse med en undersøgelse af selskabet, der er foretaget med henblik på fremsættelsen af købstilbuddet, og
  2. køb og salg af værdipapirer, der gennemføres for at opfylde en forpligtelse, forudsat at denne forpligtelse er forfalden på tidspunktet for handelens gennemførelse og at forpligtelsen er baseret på en aftale, der er indgået, før den pågældende person kom i besiddelse af intern viden.

Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan værdipapirhandlere og disse virksomheders ansatte loyalt udføre en kundes ordre. Endvidere kan sådanne personer foretage sædvanlig handel, såfremt handelen sker som et normalt led i værdipapirhandlerens funktion som market-maker i det pågældende værdipapir.

Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på transaktioner, der udføres af en suveræn stat, en sådan stats centralbank, Det Europæiske System af Centralbanker eller den, der agerer på disses vegne, når transaktionerne sker som led i vedkommendes pengepolitik, valutapolitik eller gældsforvaltningspolitik.

Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på handel med egne aktier i tilbagekøbsprogrammer eller med værdipapirer som led i stabilisering af kursen på et værdipapir, forudsat at sådanne transaktioner gennemføres i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EF) nr. 2273/2003 af 22. december 2003 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/6/EF med hensyn til tilbagekøbsprogrammer og stabilisering af finansielle instrumenter.

§ 36. Den, der er i besiddelse af intern viden, må ikke videregive denne viden til andre, medmindre videregivelsen er et normalt led i udøvelsen af vedkommendes beskæftigelse, erhverv eller funktion.

§ 37. En udsteder af værdipapirer, der er optaget til notering eller handel på en fondsbørs eller en autoriseret markedsplads, og dennes moderselskab skal udarbejde interne regler for bestyrelsesmedlemmers, direktørers og andre medarbejderes adgang til for egen eller tredjemands regning at handle med de af udstederen udstedte værdipapirer, jf. første led, og dertil knyttede finansielle instrumenter. Tilsvarende regler skal udarbejdes af offentlige myndigheder og virksomheder, herunder værdipapirhandlere, advokater og revisorer, som i kraft af deres virksomhedsudøvelse regelmæssigt kommer i besiddelse af intern viden. Er de i 1. og 2. pkt. nævnte virksomheder organiseret som interessentskaber, kommanditselskaber eller lignende, skal de interne regler tillige omfatte ejerne.

Stk. 2. En udsteder af værdipapirer som nævnt i § 34, stk. 1, nr. 1, skal udarbejde interne regler med det formål at hindre, at intern viden er tilgængelig for andre end dem, der har behov herfor. Tilsvarende regler skal udarbejdes af offentlige myndigheder og virksomheder, herunder værdipapirhandlere, advokater og revisorer, som i kraft af deres virksomhedsudøvelse regelmæssigt kommer i besiddelse af intern viden.

Stk. 3. Interne regler udarbejdet af en udsteder i henhold til stk. 2, 1. pkt., skal som et minimum indeholde bestemmelser, hvorigennem det effektivt sikres, at

  1. andre personer end de, der skal have adgang dertil som led i udøvelsen af deres funktioner hos udstederen, ikke får adgang til intern viden,
  2. personer, der har adgang til intern viden, er bekendt med de deraf følgende retlige og tilsynsmæssige forpligtelser og er klar over, hvilke sanktioner de kan blive pålagt ved misbrug eller uberettiget videregivelse af en sådan viden, og
  3. at offentliggørelse af intern viden finder sted straks, såfremt det af udstederen konstateres, at der er sket videregivelse, jf. dog § 27, stk.2, 3. pkt.

Stk. 4. En udsteder af værdipapirer som nævnt i § 34, stk. 1, nr. 1, skal udarbejde og løbende ajourføre en fortegnelse over de personer, der arbejder for dem, og som har adgang til intern viden. Tilsvarende fortegnelser skal udarbejdes af fysiske og juridiske personer, der agerer på vegne af en udsteder som nævnt i 1. pkt. eller for en sådan udsteders regning. De af fortegnelserne omfattede personer skal straks orienteres herom. 1.-3. pkt. finder ikke anvendelse på en suveræn stat, en sådan stats centralbank, Det Europæiske System af Centralbanker eller den, der agerer på disses vegne, når udstedelsen af værdipapirer sker som et led i vedkommendes pengepolitik, valutapolitik eller gældsforvaltningspolitik.

Stk. 5. Interne regler udstedt efter stk. 1 og 2 samt fortegnelser udarbejdet efter stk. 4 skal på forlangende udleveres til den enkelte fondsbørs eller autoriserede markedsplads og Finanstilsynet.

Stk. 6. Værdipapirhandlere og disse virksomheders ansatte, der gennemfører transaktioner med værdipapirer som nævnt i § 34, stk. 1, skal uden ugrundet ophold underrette Finanstilsynet, såfremt det med rimelighed kan antages, at en gennemført transaktion udgør en overtrædelse af § 35, stk. 1, eller § 39, stk. 1. Dette gælder dog kun, såfremt transaktionen er gennemført som led i en loyal udførelse af en kundes ordre, jf. § 35, stk. 3, og § 39, stk. 2. Underretning som nævnt i 1. pkt., som en værdipapirhandler eller dennes ansatte foretager med rimelig grund, anses ikke som et brud på regler om tavshedspligt, hvad enten disse regler følger af lov, bekendtgørelse eller en kontrakt.

Stk. 7. Værdipapirhandlere og disse virksomheders ansatte, der har foretaget underretning til Finanstilsynet i henhold til stk. 6, er forpligtet til at hemmeligholde, at der er givet sådan underretning. Opfyldelsen af pligten til hemmeligholdelse som nævnt i 1. pkt. påfører ikke den pågældende værdipapirhandler eller dennes ansatte nogen form for ansvar.

Stk. 8. Medvirker en værdipapirhandler ved handel med værdipapirer, skal den, der køber eller sælger værdipapirerne, identificere sig over for værdipapirhandleren. Identifikationen skal omfatte navn, adresse og cpr- eller cvr-nummer eller anden lignende identifikation, hvis den pågældende ikke har et cpr- eller cvr-nummer. Sker handelen på vegne af tredjemand, skal dette tillige oplyses.

Stk. 9. Værdipapirhandleren skal registrere de i stk. 8 nævnte oplysninger og opbevare oplysningerne i 5 år.

Stk. 10. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om udarbejdelse og ajourføring af fortegnelser efter stk. 4 samt om indholdet og omfanget af underretningspligten efter stk. 6, 1. pkt.

§ 38. Ved kursmanipulation forstås handlinger omfattet af nr. 1-4, der er egnet til at påvirke kursen på værdipapirer omfattet af § 34, stk. 1, i en retning, der afviger fra disses værdi i markedet, ved

  1. udbredelse af oplysninger gennem medierne eller ved andre metoder, der er egnet til at give urigtige eller vildledende signaler om udbuddet af, efterspørgslen efter eller kursen på værdipapirer,
  2. transaktioner eller handelsordrer, der er egnet til at give urigtige eller vildledende signaler om udbuddet af, efterspørgslen efter eller kursen på værdipapirer,
  3. transaktioner eller handelsordrer, hvorved der benyttes fiktive indretninger eller andre former for bedrag eller påfund, eller
  4. transaktioner eller handelsordrer, hvorved en person eller flere personer i fællesskab sikrer, at kursen på et eller flere værdipapirer ligger på et unormalt eller kunstigt niveau.

Stk. 2. Kursmanipulation efter stk. 1 kan eksempelvis bestå i

  1. udsendelse af en meningstilkendegivelse gennem medierne om et værdipapir eller en udsteder af et værdipapir efter på forhånd at have erhvervet sig mængder af det pågældende værdipapir, såfremt der senere drages fordel af den måde, hvorpå de tilkendegivne holdninger påvirker kursen på værdipapiret, forudsat at interessekonflikten ikke senest samtidig med udsendelsen af meningstilkendegivelsen angives over for offentligheden på en korrekt og effektiv måde,
  2. køb eller salg af værdipapirer ved markedets lukketid med den virkning, at personer, der handler på grundlag af slutkurserne, vildledes, eller
  3. adfærd, hvorved en person eller flere personer i fællesskab opnår en dominerende stilling over udbuddet af eller efterspørgslen efter et værdipapir med den virkning, at købs og salgspriser på værdipapiret direkte eller indirekte fastsættes på et unormalt eller kunstigt niveau, eller at der anvendes andre urimelige vilkår for transaktionen.

Stk. 3. Ved anvendelsen af bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, i forhold til redaktører og redaktionelle medarbejdere, der som led i deres erhvervsmæssige aktivitet udbreder oplysninger, skal der tages hensyn til de regler, der gælder for sådanne personers erhverv. 1. pkt. finder ikke anvendelse, hvis den pågældende redaktør eller redaktionelle medarbejder direkte eller indirekte drager fordel eller får udbytte af udbredelsen af oplysningerne.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1, nr. 2 og 4, finder ikke anvendelse, såfremt den, der har indgået transaktionen eller har afgivet handelsordren, godtgør, at transaktionen eller handelsordren var i overensstemmelse med accepteret markedspraksis, og at begrundelsen for at indgå en sådan transaktion eller afgive en sådan ordre var legitim. Finanstilsynet træffer beslutning om accept af markedspraksis.

Stk. 5. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om transaktioner, handelsordrer og udbredelse af oplysninger, der kan anses for kursmanipulation i henhold til bestemmelserne i stk. 1, nr. 1-4. Finanstilsynet fastsætter endvidere nærmere regler for, under hvilke omstændigheder en transaktion eller handelsordre kan anses for at være i overensstemmelse med accepteret markedspraksis i henhold til bestemmelsen i stk. 4.

§ 39. Kursmanipulation eller forsøg herpå må ikke finde sted.

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan værdipapirhandlere og disse virksomheders ansatte loyalt udføre en kundes ordre.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på transaktioner, der udføres af en suveræn stat, en sådan stats centralbank, Det Europæiske System af Centralbanker eller den, der agerer på disses vegne, når transaktionerne sker som led i vedkommendes pengepolitik, valutapolitik eller gældsforvaltningspolitik.

Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på handel med egne aktier i tilbagekøbsprogrammer eller med værdipapirer som led i stabilisering af kursen på et værdipapir, forudsat at sådanne transaktioner gennemføres i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EF) nr. 2273/2003 af 22. december 2003 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/6/EF med hensyn til tilbagekøbsprogrammer og stabilisering af finansielle instrumenter.

§ 39 a. § 34, stk. 2-5, § 35, stk. 1-4, § 36, § 37, stk. 6-10, § 38 og § 39, stk. 1-3, finder tilsvarende anvendelse på handel med værdipapirer optaget til handel på en alternativ markedsplads. Herudover finder Kommissionens Forordning (EF) nr. 2273/2003 af 22. december 2003 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/6/EF med hensyn til tilbagekøbsprogrammer og stabilisering af finansielle instrumenter, jf. § 35, stk. 5, og § 39, stk. 4, tilsvarende anvendelse på handel med værdipapirer optaget til handel på en alternativ markedsplads.

................................................................................................................................................................

 

Bilag 3 - Hemmeligholdelseserklæring (findes kun på engelsk)

Non-Disclosure Agreement

BETWEEN 
__________________ whose office is situated at ___________________________ (hereinafter referred to as ”the Receiving Party”)

AND
Topsil Semiconductor Materials A/S, having its registered office at Linderupvej 4, Frederikssund, Denmark (hereinafter referred to as ”the Disclosing Party”)

NOW THEREFORE IT IS AGREED AS FOLLOWS THAT:

§1
The Receiving Party shall hold in confidence all information and ideas of any kind (hereinafter referred to as ”Confidential Information”) disclosed to it by the Disclosing Party which are identified at time of disclosure as being confidential. All written and oral information to the Receiving Party shall be considered as Confidential Information whether or not this information is marked as confidential.

§2
The Receiving Party undertakes to apply all Confidential Information disclosed in accordance with the provisions of this Agreement the same degree of care with which it treats and protects its own proprietary information against public disclosure. All such information and ideas shall not be disclosed to any third party without the written consent of the Disclosing Party.

Where such consent is granted disclosure shall only be made to a third party where such third party accepts similar obligations of confidence to those contained in this Agreement or where such third party is a government or government agency and agrees to treat such information as confidential and proprietary information.

§3
The Receiving Party undertakes to restrict its use of Confidential Information to the Project and to ensure that dissemination of Confidential Information within its own organisation is on a strict ”need to know” basis.

§4
For the purposes of this Agreement information and ideas shall not be considered to be Confidential Information if such information and ideas are:

a. In or pass in the public domain other than a breach of this Agreement, or

b. Known to the Receiving Party prior to disclosure by the Disclosing Party, or

c. Disclosed to the Receiving Party without restriction by a third party having the full right to disclose, or

d. Independently developed by an employee of the Receiving Party to whom no disclosure or Confidential Information has been made.

§5
The obligations hereto relating to the confidentiality and use of information and ideas survive the determination of this Agreement for a period of ten (10) years.

§6
The Receiving Party shall not assign or transfer its rights or obligations hereunder without the prior written consent of the Disclosing Party.

§7
Nothing in this Agreement shall be deemed to grant a license directly or by implication under any patent or patent application.

§8
This Agreement may be terminated by either party on thirty (30) days written notice to the other provided, however, that no such termination shall serve to release the Receiving Party from its obligations as to confidentiality and use which shall remain in force in accordance with the provisions hereto.

§9
In the event of such termination the Receiving Party undertakes to return to the Disclosing Party all documents and copies of the Confidential Information disclosed in accordance with the terms and conditions of this Agreement.

§10
This Agreement constitutes the entire understanding between the Parties related to the protection of Confidential Information disclosed hereunder and supersedes all prior and collateral communications, reports and understanding between the Parties hereto relating to Confidential Information.

§11
This Agreement will be governed by and interpreted in accordance with the Laws of Denmark.


SIGNED FOR AND ON BEHALF OF                                                                               SIGNED FOR AND ON BEHALF OF 

___________________________                                                                                   Topsil Semiconductor Materials A/S



Date: _________________                                                                                         Date: _________________