Fredag fik vi på Topsil besøg af Erhvervsminister Morten Bødskov

Når han valgte at lægge vejen forbi Siliciumvej netop den dag, hænger det sammen med, at EIFO har bevilget en meget betydelig støtte til vores virksomhed igennem Investeringsordningen til Grøn Industriproduktion, hvilket vi fik besked om selvsamme dag.

Investeringsbeløbet på 103 mio dkr fra EIFO gør det muligt at realisere et ekspansionsprojekt til ca. 700 mio dkr. Støtten fra den danske stat vil sikre, at projektet kommer til at ligge i Danmark.

Derfor var fredag en vældig god dag på Topsil.

Vi har fået det tilsagn om støtte, fordi Topsils ultrarene FZ-silicium er et materiale som indgår i en stor del af den halvlederteknologi som er kritisk nødvendig for at få den grønne omstilling til at lykkes. Der findes kun ganske få virksomheder på kloden, der besidder den teknologi og know-how, som gør det muligt at fremstille verdens reneste halvledermateriale til industrielt brug – og derfor er det også en strategisk beslutning at understøtte en udvidelse af det danske site, som dermed vil styrke sin position som et epicenter for grøn omstilling og viden om denne del af halvlederbranchen.

Ikke alene vil en sådan udvidelse give danske arbejdspladser fra hele paletten af kompetencer, lige fra ufaglærte operatører til højt specialiserede vidensarbejdere. Udover effektelektronik til grøn omstilling, indgår ultrarent Float-Zone (FZ) silicium også i komponenter som bruges i sensorer og detektorer, i kvanteteknologi, i medico, rumfart og til forsvar og sikkerhed.

Vi er glade for og taknemmelige over, at beslutningstagerne i Ministry of Industry, Business and Financial Affairs og EIFO har fået øje på den kritiske niche som vores virksomhed udfylder – og heller ikke glemmer det, her midt i en tid, hvor der ellers kan være nok af ting og sager som stjæler fokus. Det er betryggende.

Der har været mange gode folk som har deltaget i arbejdet med at italesætte Topsil og vores rolle i den moderne infrastruktur – for det er ikke helt enkelt stof. Det er faktisk lidt indviklet. Derfor er det også på sin plads at takke et par af de aktører som har været med til det. DTU – Technical University of Denmark er og har i mange år været arbejds- og samtalepartner i mange forskellige sammenhænge – også i denne. Copenhagen Capacity – jeres støtte er uvurderlig og højt værdsat. Herudover skal Invest in Denmark nævnes .

Sidst, men bestemt ikke mindst: 1st Mile – Project Financing, der består af en samling mennesker med kompetencer som gør det muligt, at skrive en helt fantastisk god ansøgning. En ansøgning der rummer samtlige af de aspekter og argumenter som en god sag fortjener, præsenteret på en måde så det også giver mening for andre end specialisterne fra industrien. En svær kunst.

Flere kunne nævnes, men det bliver ikke her – Tak til jer alle, for jeres bidrag – I ønskes også en god dag